Hvad er en god tekstforfatter?

En god tekstforfatter behøver ikke at opfinde den dybe tallerken, hver gang vedkommende skal skrive en ny tekst. Ikke desto mindre er der nogle særlige ting, man må mestre for at blive en god tekstforfatter. Vi lister tre af de vigtigste kvalifikationer op her. Så kan du blive klogere på, hvordan du enten finder eller selv bliver en bedre tekstforfatter.

 

En god tekstforfatter kan skrive om ethvert emne

Som SEO tekstforfatter kommer man til at møde et væld af forskellige emner. Derfor er det også yderst vigtigt, at tekstforfatteren evner at kunne sætte sig ind i mange forskellige emner. Det betyder selvfølgelig ikke, at forfatteren skal være klog på alle tænkelige emner. I så fald ville det være tæt på umuligt at finde gode tekstforfattere. I stedet er der en ting, som tekstforfatteren skal kunne mestre, som kan gøre vedkommende klog på alverdens emner: research.

En god researcher er en, der har en kildekritisk tilgang til information. En, som formår at udtrække det essentielle fra en længere, og måske ret kompliceret tekst. Denne information må researcheren (tekstforfatteren) ydermere kunne sammenstøbe til en fornuftig tekst. Her kommer næste kvalifikation ind i billedet.

 

En god tekstforfatter kan skrive til forskellige målgrupper

En ting er, at være god til at finde information og udtrække den mest væsentlige information. Noget andet er, at kunne sætte disse informationer sammen til en fornuftig tekst. En ’fornuftig’ tekst kan trods alt have mange ansigter. En fagtung tekst er fornuftig til fagpersoner, men ikke fornuftig til nybegyndere. En simpel tekst er fornuftig til nybegynderne, men ikke til fagpersonerne.

En legende tekst kan være det mest fornuftige valg til en særlig målgruppe. Denne tekst kan andre målgrupper finde umådelig plat. Det er altså vigtigt at kende sit publikum. Derfor er en god tekstforfatter en, der både kender sine forskellige målgrupper, og som kan finde ud af at skrive til dem.

 

En god tekstforfatter kan skrive

Nu korser du dig måske lidt, for dette punkt er en selvfølge. Men mange kommer til at undervurdere dette punkt. For det første er det utroligt vigtigt, at det lavpraktiske er på plads. Kommasætning, stavning og grammatikken skal være i orden. Derudover virker lange snørklede sætninger ikke altid efter intentionen, da læseren kan risikere at blive tabt undervejs. Korte, præcise sætninger virker bedre. På den måde sikrer du dig, at den rette besked kommer frem. For det er det, teksterne er: beskeder.

Beskeder om gode tilbud. Beskeder om fantastiske produkter. Beskeder om brandhistorier og virksomhedsorganisation. Sidst, men ikke mindst, kan den gode tekstforfattere skrive fangende tekster, som er en fornøjelse for læseren at læse. På den måde sikrer du dig, at teksten bliver læst fra start til slut.

4.7

itroom webdesign trustpilot